Crowdfunding

...giver ideer på Langeland vinger

Pressemeddelelse

Crowdfunding går i luften

Problemer med betalingsløsningen har forsinket Projekt Crowdfunding.dk, men nu er hjemmesiden oppe.

Problemer med betalingsløsningen har forsinket Projekt Crowdfunding.dk, men nu er hjemmesiden oppe.

I april holdt det langelandske Projekt Crowdfunding.dk ambassadørmøde, og 25 ambassadører var klar til at udbrede budskabet om, at projektet nu var ved at være klar til at indsamle penge til jobskabende aktiviteter på Langeland.
- Vi var imidlertid lidt for tidligt ude. Betalingsløsningen var ikke på plads, så premieren kommer først i dag, samtidig med dette års festival, fortæller projektlederen, direktør Anne Mette Wandsøe, Turist- og Erhvervsforeningen Langeland.
- Vi har haft en lang dialog med Nets, det tidligere PBS, og vi må nu se i øjnene, at det kommer til at vare nogle måneder, inden det bliver muligt at betale med Dankort. Derfor har vi skruet en midlertidig løsning sammen, så man kan betale med den internationalt kendte og meget udbredte betalingsløsning PayPal, bankoverførsel samt direkte indsætning af penge på konto i Svendborg Sparekasse i Rudkøbing, tilføjer hun.
Hun fortæller også, at der er to vigtige forhold, der gør sig gældende, når man betaler i sparekassen eller via sin Netbank:
- Man skal huske at fortælle sit fulde navn, og man skal huske at skrive, hvilket af projekterne man ønsker at støtte, påpeger hun.
Kontoen er 0860-3531102087, og adressen på Svendborg Sparekasse i Rudkøbing er Østerport 2.

Minimumbetaling

På Hjemmesiden www.crowdfunding.dk kan man se for hvert af projekterne, hvad man mindst skal betale for at være med til at støtte et af de 4 første projekter: Køb af Ørstedspavillonen, Designudvikling af langelandske smykker, Støt Drivtømmers ny CD og CO2-neutral terrassevarmer på træpiller. Man kan også se, hvad man får til gengæld, nemlig festbilletter, smykker, smykkekurser, Drivtømmers kommende CD og rabat på en terrassevarmer.
På hjemmesiden kan man også læse om de spændende projekter og se videoer om dem, produceret af den lokale fotograf Rasmus Boldt, Rudkøbing og Bureau4 ved journalist og kommunikationsrådgiver Finn Arne Hansen, Svendborg.
Ønsker man yderligere oplysninger, kan man maile til projektet via hjemmesiden eller gå ind på Turist- og Erhvervskontoret, Torvet 5, Rudkøbing.

 

Kategorier   ·   Kontakt   ·   Vilkår og betingelser   ·   FAQ   ·   Hvem står bag?   ·   Presse
Acceptmærke